Egypten 2015

I sommeren 2015 var vi i Stockholm, en by der virkelig overraskede positivt. Smuk by. I august samme år havde vi inviteret mine forældre med en uge til Rom, og i efteråret tog vi til Hurhgada, Egypten. Tre meget forskellige steder.

Hurhgada bød på et skønt resort, som næsten stod tomt. For russerne lagde det år Egypten lidt på is, efter terror og trusler. Det vil sige at vi det meste af ugen havde hygge og afslapning, og også mødte en andet dansk par, som vi holder kontakten en smule med, via Facebook. Sidst på ugen kom der så et hold russere, og ikke for at være fordomsfuld, men det var tæt på at ødelægge fornøjelsen for os på resten af turen. De var lidt anderledes indstillet til hvordan man opfører sig socialt, og til omgangen med andre mennesker. Vi mødte kun 10, og kan kun udtale os om de 10, men de fyldte for 50.

Indenfor resortet var der skønt, og gik man over vejen udenfor porten, og igennem næste resorts område, så kommer man lige ned til stranden. Skøn strand, skønt vand, skønt vejr. Maden var ikke fantastisk, men okay.

Dog vil jeg advare mod en enkelt ting. Jeg lod mig lokke af frisøren på resortet. En kvinde som fremviste fine billeder og beviser på hendes kunnen, overtalte mig til både klipning og flere andre behandlinger. Og jo mere hun fik hænderne i mit hår, des mere steg hendes ideer, og det hun allerede var startet på (som vi ikke havde aftalt, og ikke kunne stoppe uden at ødelægge noget) og dermed også prisen. Til sidst sad jeg med alt muligt i håret og ønskede blot jeg kom derfra og så nogenlunde ud. Da vi kom hjem og fik glattet mit lange hår ud, var der 15 cm til forskel i længden, fra den ene side til den anden. Gør det ikke, uanset hvor tiltrækkende det lyder!

Vi lod os også overtale til en fælles massage session på en badeanstalt. Det var godt, hyggeligt og meget intimt på en lidt underlig måde, nu hvor jeg tænker tilbage. Ham der arrangerede oplevelsen fik desværre Jans mobilnummer og skriver stadig af og til, fordi han tror de skal gøre forretninger og at vi kan gøre ham rig og ændre hans liv. Jan bliver af en eller anden grund ven med alle, og har tålmodighed og næstekærlighed til at rumme dem og alle deres hjertesorger og vidtløftige ideer. Heldigt nok for mig.

Vi tog en taxa ind til byen og så Hurhgada by, det behøver jeg aldrig mere. Det er for fattigt og beskidt, og føles faktisk ret utrygt.

En anden dag på turen tog vi med guiderne på en laaaaang bustur til Kairo, hvor vi skulle se pyramiderne, Sfinksen og se det meget imponerende Nationale museum. Da jeg er historie interesseret, var det en kæmpe oplevelse, og jeg gik og tog mig i at ønske både min søn, min far og mine søstre skulle se det hele, for vi har den samme interesse for den gamle verdenshistorie. Ud over det er Kairo beskidt. Vilde hunde og heste!? går rundt og roder i bunkerne af snavs. Tungt bevæbnede vagter står overalt, og tanken at de nok står der fordi det er nødvendigt slipper mig ikke, i al den tid vi er der.

Vi kørte i en lille bus med plads til ca 12 personer. Guiderne ved rejseselskabet skuffede og tog hver deres 3 personers sæde, så de kunne ligge ned. Da de var 3, måtte deres gæster, sidde på klapsæder i træk ved dårlige vinduer og døre. Da det især gik ud over et par ældre damer, måtte vi bytte rundt på pladserne, så deres tur kunne lykkes både ud og hjem. Vi betalte 1000 kr. for den ekstra tur, og seværdighederne var det værd. Men igen – been there, done that!

Ugen efter vi kom hjem var der et knivangreb på et af de hoteller vi kom til, når vi samlede rejsefællerne op til fællesarrangementer. Jeg ved godt det snart er hverdag med den slags, men vi oplevede Egypten, eller Hurhgada som utrygt og dertil øde på en tragisk måde. De lokale klagede over de manglende turister og deres forladte hoteller. Jeg forstår dem godt og føler med dem. Når et land er afhængigt af turisme og den håbede tilgang af gæster næsten dør, så sidder man der med sine indkøbte varer og butikker der skal betales. De bliver nærmest desperate og tigger os om at se deres varer og købe noget. “Bare en lille, billig ting” Det er 3 år siden nu, jeg ved ikke hvad der er sket siden der kunne gøre det mere trygt.

Jeg har været der og set det. Måske tager jeg til Egypten igen, men det er som med de Kanariske øer – for poolen, afslapningen og vores tomands-selskabs skyld.

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *